Når depressionen trækker grå skyer ind over ens hjerne, så bliver det pludselig meget svært at se det sjove i noget som helst. Selv ikke en hel times førsteklasses stand-up er sjovt, som jeg tidligere har skrevet lidt om her.
Som Rasmus Bjerg så fint sagde i aftenens sending af Zulu Comedy Galla, så er humor noget, man har – mens humør er noget, som er rart at komme i.
Man kan sagtens være i godt humør, når man er deprimeret. Men humoren… Den forsvinder.
Jeg er sådan en sjov en. Jo, jeg er – og det siger jeg ikke for at være vigtig, for hvis der er nogen, der er god til at skyde mig ned, så er det mig selv.
Nej, det er faktisk andre mennesker, der siger det. Ofte bliver jeg ved fester placeret ved siden af en mindre festlig fætter, fordi “du er jo sjov, du er så god til at få sådan nogle til at hygge sig!”
Selvom det er lidt røvtur altid at blive placeret ved siden af Knud Kedelig frem for de andre sjove onkler, så er det et stempel, jeg altid har taget imod med glæde. Jeg vil gerne være sjov!
Men så skete der det, at jeg pludselig ikke længere kunne se det sjove i livet. Det lyder måske drastisk, det var det slet ikke. Det kom lige så stille snigende i takt med, at jeg ikke kunne finde fast ansættelse, efter jeg blev færdiguddannet.
Det er der sgu ikke noget sjov ved, heller ikke selvom jeg sagtens kunne finde spændende midlertidige ansættelser. Særligt ikke ved festerne, hvor den kedelige sidemand aldrig kunne finde på noget andet at spørge om end: “Og hvad laver du så?”
Ikke at det var Knuds skyld, at humoren forlod mig. Men det hjalp ikke.
Det er et stykke tid siden, at skyerne igen blev blå, og derfor er det først gået op for mig nu… Min humor er blevet væk!
Jeg finder det uendeligt svært at skrive skægt. Jeg læser andre bloggeres indlæg, og tænker: Hov, sådan har jeg også skrevet engang. Det var sjovt… Hvad skete der?
For at finde tilbage til rødderne, vil jeg i næste weekend, hvor Manden er på sommerhustur med gutterne, så jeg alligevel bare kommer til at hænge foran tv’et, lave stand-up marathon med alle de skønne komikere, jeg elsker. Matthesen, Jonathan Spang, Jacob Tingleff, Eddie Izzard og Jimmy Carr… blandt andet.
Overvejer også at smide noget Hausgaard ind i den skønsomme blanding.
Er der nogen, der har andre gode bud på, hvor jeg finder min humor?
